Af sognepræst Jannik Theilgaard

Verden er af lave. Der er krig og uroligheder mange steder i verden. I Mellemøsten, i Afrika, i Ukraine. Og stormagterne spiller med musklerne, om det så er ved at yde støtte til de krigsførende nationer eller ved at gennemføre cyberangreb eller føre andre former for hybridkrig. Spændingsniveauet er højt. Der er et magtspil i gang, som vi ikke har set længe.

Man taler nu om perioden fra 1989 til 2022, altså fra Murens fald til Ruslands invasion af Ukraine, som en parentes i verdenshistorien. Efter Den Kolde Krig og indtil for tre år siden herskede der fred, selvom terroren viste sit forfærdelige ansigt, og der selvfølgelig også var uroligheder. På trods af det var det overvejende en stabil periode. At det ikke er sådan længere, er blevet helt klart, efter at USA’s præsident har ytret ønske om at overtage Grønland. Verden er af lave. Og næsten hver dag hører vi om nye, mulige magtforskydninger. Demokratiet, som vi kender det, er i fare. Selvom der afholdes valg og der udpeges præsidenter, er den demokratiske proces en anden end førhen. De digitale medier spiller en enorm rolle, ligesom penge har en kæmpe betydning. Den der forstår at trænge igennem på de sociale medier, og den der har penge nok til at føre den rigtige kampagne og har de rigtige venner, vinder. Det kan virke besynderligt at bringe kristendommen på banen, når alt det her gælder om et spil, hvor det eneste, der ser ud til at tælle, er rå magt og rå økonomi, men kristendommen har en vigtig, dog i mange henseender overset betydning.

Den tyske sociolog og tænker Hartmut Rosa har skrevet en lille bog med titlen, ’Demokrati har brug for religion’. I bogen zoomer han ind på, hvad det er kirken kan og skal. For Hartmut Rosa er det moderne samfund kendetegnet ved aggression. Den tese står for det første mere og mere klart som en sand tese. Med aggression mener han imidlertid ikke bare krig, men alle menneskets måder og forsøg på at gøre sig til herre over verden. Vi vil have kontrol. Sagen er, at demokrati ikke fungerer i en sådan aggressiv modus, for i et demokrati skal alle have en stemme, hvis det skal virke, ligesom alle skal bruge deres ører til at høre med. Og det er netop det sidstnævnte, der kendetegner kirken. I kirken åbner vi ørerne og lytter til noget andet end vores egen stemme. Det giver mulighed for resonans og samklang med noget andet, hvilket er grundlæggende, hvis et demokrati skal fungere. Men måske havde vores egen Grundtvig noget endnu vigtigere at sige om demokratiet. Hvis man skal have en stemme i demokratiet, skal man også være oplyst. Hvis man skal deltage på lige fod med alle andre, så skal enhver, der afgiver sin stemme, også besidde en vis dannelse, så stemmen gives på et oplyst grundlag. Det satte gang i hele det oplysningsprojekt, vi kender fra Højskolebevægelsen, og som stadig er en del af den danske kulturs kerne.

I det demokrati, der gerne skulle skabe fred, skal alle være frie og lige. Ser vi ud over verden, er det imidlertid så som så både med friheden og ligheden. Ikke desto mindre er det det, der er vejen frem, for uden lighed findes der ingen frihed for alle. Netop det er demokratiets mål, og netop det er vejen til en fredelig verden. Der er altså grund til at sætte sig ind i kirken med jævne mellemrum, og bare lytte.