Af sognepræst Jannik Theilgaard

Det er ikke længe siden, det var lunt og lyst udenfor. Pludselig er mørket kommet, og inden længe er det jul. Tiden går, og det hurtigt. Sådan føles det i hvert fald hos mig. Og nok ikke kun hos mig. Tiden er et vilkår, mennesket til alle tider har levet under.

Ned gennem menneskehedens historie har man haft forskellige måder at leve med tiden på. De tidlige mennesker dyrkede deres aner. Det var ikke til at forstå, at de døde ikke var der længere. De måtte da være et eller andet sted, og vigtigheden af dem kunne man ikke negligere. Det var dem, der havde været med til at indrette den tilværelse, man nu levede i.
Tidligt begyndte man altså at se bagud, altså mod den generation, der ikke var der længere, ligesom man i en eller anden forstand også så fremad. For hvis man tilbad og dyrkede sine aner, så ville de måske skabe liv, lykke og gøre jagten indbringende.

Går vi længere ned i tiden støder vi ind i to tidsopfattelser, der har præget os dybt. I det antikke Grækenland var den tanke udbredt, at sandheden lå et sted i menneskets erindring. Ved at stille de rigtige spørgsmål kunne sandhedselskeren Sokrates få en hvilken som helst slave til at udregne de mest indviklede regnestykker. Det gjaldt

om at erindre og se tilbage. Den tanke er stadig udbredt. Hvis vi vil forstå, hvorfor samfundet ser ud, som det gør i dag, må vi tage de historiske briller på og se på de årsager, der har frembragt dette samfund. For at forstå nutiden, må vi forstå fortiden.

Ved siden af denne nedarvede forståelse af tiden, findes der også en anden. Den jødisk-kristne, og især kristne måde at opfatte tiden på, ser ikke tilbage, men fremad. Sandheden findes ikke i fortiden, men i fremtiden. Historien, om det så er den samfundsmæssige eller personlige, er ikke bestemt af det, der var, men af det der skal komme.

Jesus forkyndte, at Gudsriget var nær, men det var ikke fuldt ud virkeliggjort endnu. Derfor er et af de i Bibelen mest brugte billeder af Gudsrigets komme også det spirende frø, der bliver til et skud, der bliver til et stort træ. Det er i væksten og udfoldelsen, sandheden ligger. Og hvad kendetegner mon et nyfødt barn mere end det? Julen er en tid, der giver et løfte om en sandhed, der skal komme.

Den kristne tidsopfattelse og sandhedsopfattelse har imidlertid præget den vestlige verdens tankegang om vækst, fremgang og velstand i den grad, at det har taget overhånd. For der er en grænse, og det som vi i dag kalder vækst, er ikke nødvendigvis vækst i sin sande form.

Forleden kom jeg i tanke om et citat, som fra tid til anden rumsterer i mig: ’Så fremad da i Jesu navn’. Citatet stammer fra Grundtvigsalmen, ’Har hånd du lagt på Herrens plov’, og den forhenværende biskop Erik Normann Svendsen brugte og bruger det sikkert stadig som et slags valgsprog. Det forstår man godt, for vi kan hurtigt blive forvirrede og miste orienteringen, fordi vi bliver afledt af snart det ene snart det andet. Vi kan stå over for opgaver, vi synes er alt for svære. Vi kan møde modstand. Vi kan være mismodige. Vi kan have svært ved at se julens lys. Vi kan have svært ved at komme overens med vores egen fortid. Men så må vi udbryde: Så fremad da i Jesu navn!

Glædelig advent og glædelig jul.